Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 21 af 30. maj 2001 om overvågning af fiskefartøjer via satellit.

 

I medfør af landstingslov nr. 18 af 31. oktober 1996 om fiskeri § 9, stk. 1, § 23, stk. 1, § 26, stk. 1 og § 33, stk.2-4 som ændret ved landstingslov nr. 6 af 20. maj 1998 fastsættes:

 

Anvendelsesområde

§ 1. Bekendtgørelsen gælder for fiskeri med fartøjer, som er hjemmehørende i Grønland, som udøver fiskeriaktivitet på grønlandsk fiskeriterritorium, på fremmede staters fiskeriterritorium eller i internationalt farvand og som er omfattet af en af følgende kategorier:
1) Fiskefartøjer, som ifølge fartøjets målebrev er på 50 BRT/BT 90 og derover.
2) Fiskefartøjer med tilladelse til forarbejdning om bord, uanset størrelse.
3) Ethvert fartøj, som i Grønlands fiskeriterritorium laster fisk eller fiskeprodukter fra et fiskefartøj uanset fiskefartøjets størrelse eller nationalitet.
Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder endvidere for udenlandske fiskefartøjer, uanset størrelse som fisker på grønlandsk fiskeriterritorium.

 

Definitioner

§ 2. Ved fartøjsovervågningssystem (FOS) forstås Grønlands Fiskerilicenskontrols samlede system til afsendelse, modtagelse og behandling af et fartøjs positionsmeldinger.
Stk. 2. Ved fartøjsovervågningsenhed (FOE) forstås det elektroniske udstyr om bord på et fiskefartøj, som indgår i FOS, dvs. strømforsyning, transceiver og antenne.
Stk. 3. Ved fartøjsovervågningscenter (FOC) forstås Grønlands Fiskerilicenskontrols overvågningscenter.
Stk. 4. Ved internationalt farvand forstås havområder, som ligger uden for en stats jurisdiktion.

 

Installationspligt

§ 3. Fartøjer der er omfattet af § 1, skal senest den 15. august 2001 have installeret FOE om bord og være underlagt FOS.
Stk. 2 FOE transmitterer positionsmeddelelser med følgende indhold: fartøjets identitet, position, kurs, fart samt tidspunkt for måling heraf.
Stk. 3. Direktoratet for Erhverv fastsætter nærmere betingelser om krav til udstyr samt installation, som skal benyttes til fartøjsovervågning.
Stk. 4. Fartøjsejeren afholder selv omkostningerne i forbindelse med anskaffelse, installation og brug af det i § 3 nævnte udstyr. Fartøjsføreren og -ejeren er ansvarlige for, at der kun tilkobles udstyr til FOE, som er godkendt af Grønlands Fiskerilicenskontrol.

 

Positionsmeldingspligt

§ 4. Fartøjer, der er omfattet af § 1, skal mindst én gang hver time automatisk sende følgende oplysninger til FOC via FOS:
a) Fartøjets navn.
b) Fartøjets havnekendingsnummer.
c) Fartøjets radiokaldesignal.
d) Fartøjets aktuelle position ved meddelelsens afgivelse angivet i længde- og breddegrader og -minutter, med en fejlmargen på 500 meter og et konfidensinterval (fejlsikkerhedsfrekvens) på 99%.
e) Fartøjets fart og kurs i det øjeblik der rapporteres.
Stk. 2. Grønlands Fiskerilicenskontrol kan indhente de i stk. 1 nævnte oplysninger oftere end én gang hver time.
Stk. 3. I tilfælde af funktionsfejl i fiskefartøjets FOE, skal fartøjsføreren eller dennes repræsentant fra det tidspunkt, hvor fejlen konstateres, eller fartøjsføreren underrettes herom, påbegynde positionsmeldinger i henhold til bestemmelserne i bekendtgørelse om kontrol med havgående fiskeri. Meldingerne foretages ved brug af telex, telefax, eller radio via en kystradiostation til Grønlands Fiskerilicenskontrol, til Grønlands Kommando eller til den pågældende kyststats FOC. Samme fremgangsmåde anvendes, hvis der opstår funktionsfejl i Grønlands Fiskerilicenskontrols FOC, således at dette ikke kan modtage. Afgivelsen af ovennævnte meddelelser skal fortsætte, indtil der igen kan afgives melding jf. §4, stk. 1.

 

Drift og vedligeholdelsespligt af FOE

§ 5. Fartøjsføreren skal lytte til de internationale nød- og kaldefrekvenser (VHF og mellembølge), således at Grønlands Fiskerilicenskontrol kan underrette fartøjsføreren om fejl i FOE eller FOC, som Grønlands Fiskerilicenskontrol har konstateret.
Stk. 2. Fartøjsejeren eller dennes repræsentant har pligt til at lade FOE reparere eller udskifte, straks når fiskefartøjet kommer i havn.
Stk. 3. Fartøjsføreren må ikke påbegynde en fangstrejse med en defekt FOE.
Stk. 4. Fartøjsføreren skal sikre, at FOE til enhver tid er fuld operationel og transmitterer positionsmeddelelser, herunder at der ikke sker tekniske indgreb i FOE, eller for eksempel tildækning af antenne eller nedlukning af strømtilførsel til FOE.

 

Dispensationsadgang

§ 7. Direktoratet for Erhverv vil i en overgangsperiode, dog ikke længere end til den 15. november 2001, kunne dispensere fra den i § 3, stk. 1 fastsatte frist.

 

Tilsyn

§ 8. Grønlands Fiskerilicenskontrol og Grønlands Kommando har mod behørig legitimation til enhver tid, hvis det skønnes nødvendigt, og uden forudgående retskendelse adgang til at foretage eftersyn af fartøjets FOE.
Stk. 2. Fartøjsføreren og -ejeren har pligt til at hjælpe ved foretagelsen af det i stk. 1 nævnte tilsyn.

 

Foranstaltninger

§ 9. Overtrædelse af bestemmelserne i bekendtgørelsens § 3, stk. 1, 2 og 4, § 4, stk. 1 og 3, § 5 og § 8, stk. 2 kan medføre bøde. Sager herom behandles i øvrigt efter reglerne i kapitel 13 i Landstingslov om fiskeri.

 

Ikrafttræden

§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juni 2001.




Grønlands Hjemmestyre, den 30 maj 2001.




Simon Olsen

/

Jørn Birk Olsen